Gå til hovedindhold

Grundvand og drikkevandsinteresser

Grundvand og drikkevandsinteresser

  • Læs op

Indhold

    RETNINGSLINJER

    1. I OSD (områder med særlige drikkevandsinteresser) og i vandværkernes indvindingsoplande må arealanvendelsen ikke ændres, så den er i strid med "Bekendtgørelse om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse".
    2. I OSD og vandværkernes indvindingsoplande skal kommunen sikre, at der bliver taget hensyn til grundvandsbeskyttelse i alle afgørelser.
    3. I OSD og i vandværkernes indvindingsoplande, skal det sikres, at både udnyttede og ikke udnyttede grundvandsresurser bliver beskyttet, når der placeres og indrettes nye anlæg i allerede kommune- og lokalplanlagte erhvervsområder samt ved udlæg af nye arealer til aktiviteter og virksomheder, som kan indebære en risiko for grundvandet. Særligt grundvandstruende aktiviteter må som udgangspunkt ikke blive placeret inden for OSD eller i vandværkernes indvindingsoplande. Særligt grundvandstruende aktiviteter kan fx være deponeringsanlæg og virksomheder, hvor der forekommer oplag af eller anvendelse af mobile forureningskomponenter som fx organiske opløsningsmidler, pesticider og olieprodukter.
    4. OSD og vandværkernes indvindingsoplande skal så vidt muligt friholdes for udlæg af arealer til virksomheder og anlæg, der medfører en væsentlig fare for forurening. Der kan dog udlægges arealer til disse virksomheder og anlæg, hvis det kan godtgøres, at der ikke er alternative placeringer, og at ændringen i arealanvendelse ikke indebærer en væsentlig risiko for forurening af grundvandet. Hvis der udlægges områder til de ovennævnte virksomheder og anlæg i OSD og i vandværkernes indvindingsoplande, vil de mere præcise krav til grundvandsbeskyttelsen fremgå af bestemmelser i kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen.

    Link til kommuneplanens retningslinjer og mål for jordbrugsinteresser

    Tryk her for at komme tilbage til forsiden

    MÅL

    • at beskytte eksisterende grundvandsforekomster af god kvalitet
    • at der bliver dannet nok rent grundvand til at dække fremtidens behov for drikkevand i Ikast-Brande Kommune og eventuelt i andre østjyske kommuner
    • at byudvikling skal tage hensyn til grundvandsforekomster - både ved nye arealudlæg og ved ændret arealanvendelse.

    Tryk her for at komme tilbage til forsiden

    FORKLARING

    Grundvandet er en af Danmarks vigtigste naturressourcer. Uden grundvand havde vi ikke rent drikkevand i hanerne. Vi ville heller ikke have mulighed for at vande de sandede marker i Ikast-Brande Kommune, så de kan give et godt udbytte. En stor del af vandet i søer og vandløb stammer desuden fra grundvandet. Det er derfor vigtigt, at grundvandet bliver beskyttet og forvaltet rigtigt, så der også er godt og nok vand til kommende generationer.

    De nationale interesser i kommuneplanlægningen i forhold til grundvandsressourcer bliver varetaget i overensstemmelse med:

    • "Bekendtgørelse om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse."
    • "Vejledning om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse."

    Statens Vandområdeplan 2015-2021 for Vandområdedistrikt Jylland og Fyn foreskriver, hvilke mål og konkrete indsatser, der er for samspillet mellem grundvand, overfladevand og spildevand. Kommunerne er ansvarlige for, at indsatserne bliver gennemført, og at målene bliver nået. I den nævnte vandområdeplan er der dog ikke foreskrevet nogen konkrete indsatser for grundvandet. Det skyldes dels, at man vurderer, at den kvantitative målsætning er opfyldt (hvilket vil sige, at der er vand nok), og at grundvandets kemiske tilstand skal sikres gennem indsatsplaner. Kommunerne skal selv udarbejde disse indsatsplaner.

    Sikring af grundvandets kvalitet

    Det er kommunens ansvar at sikre grundvandets kvalitet. Til hjælp hertil har Staten udlagt nedenstående beskyttelsesområder i Ikast-Brande Kommune:

    • Områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD)
    • Almene vandværkers indvindingsoplande
    • Nitratfølsomme indvindingsområder (NFI)
    • Indsatsområder med hensyn til nitrat (ION)
    • Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO)
    • Sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder (SFI)

    Kun OSD og indvindingsoplandene er vist på kortet. De øvrige områder, som er nævnt herover, vil altid være en del af OSD eller indvindingsoplande.

    Inden for beskyttelsesområderne har Ikast-Brande Kommune pligt til at tage hensyn til grundvandsbeskyttelse, når vi vil ændre plangrundlaget for byernes udvikling, eller hvis der er en konkret ansøgning om ændret arealanvendelse. Inden for ION- og SFI-områder har vi desuden pligt til at gøre en ekstra indsats for at beskytte grundvandet mod nedsivning af nitrat og sprøjtemidler. Den ekstra indsats skal fremgå af kommunens indsatsplan. Indsatsplanen bliver lavet i et samarbejde med repræsentanter fra vandværkerne, landboorganisationer og andre relevante organisationer.

    Visse aktiviteter kan være undtaget fra kommuneplanens retningslinjer for grundvand og drikkevandsinteresser, fordi aktiviteterne er omfattet af anden lovgivning.

    I den nordlige og østlige del af kommunen har Staten beregnet de såkaldte "grundvandsdannende oplande". Det er her en stor del af det grundvand, som vandværkerne henter op, bliver dannet. Det er således meget væsentligt at beskytte de områder mod forurening.

    Der er ikke beregnet grundvandsdannende oplande i den sydvestlige del af kommunen.

    Grundvandsredegørelse for den samlede kommune 

    Ikast-Brande Kommune har i 2015 vedtaget en grundvandsredegørelse, som redegør for grundvandsinteresserne i den samlede kommune. 

    Den samlede grundvandsredegørelse kan ses på kommunens hjemmeside:

    www.ikast-brande.dk/grundvandsbeskyttelse

    Der er i forbindelse med Kommuneplan 2021-2033 udarbejdet en supplerende grundvandsredegørelse for de to rammeområder nr. 1.E3.12 og nr. 15.E2.3. Den supplerende grundvandsredegørelse er vedlagt som bilag til den endelige kommuneplan og kan findes nederst på siden her under "Dokumenter".

    Tryk her for at komme tilbage til forsiden