Overfladevand fra græsarealer, natur
Hvordan er det lige med det, på de forskellige grønne arealer?

Der er ingen lovgivning, der direkte håndterer vand på det, man kalder ”ikke-befæstede arealer”. Ikke-befæstede arealer er områder med natur, græsplæner, grønne områder, osv. Her kan man ikke kræve, at overfladevandet holdes indenfor matrikelskellet.
Der gælder andre regler for det, man kalder befæstede arealer. Befæstede arealer er områder, hvor der f.eks. lægges fliser eller bygges konstruktioner med tage eller lignede. Her må vandet ikke ledes videre fra din grund, men skal i stedet håndteres i regnvandsledninger, faskiner eller lignende.
Men der er en række tilfælde, hvor anden lovgivning har en betydning for vand på de ikke-befæstede arealer. Normalt sikrer lokalplaner for området, at terrænet ikke må reguleres mere end 0,5 meter. Det kan have betydning i forhold til naboer. Vandløbsloven kan også have betydning, da den kan betyde at afvandingen i et område ikke må ændres. Det betyder, at ingen uden vandløbsmyndighedens tilladelse må ændre vands naturlige afløb til anden ejendom eller hindre det naturlige afløb af vand fra højere liggende ejendomme.
Det vil bygge på en konkret vurdering, hvorvidt lovgivningen kan anvendes i den enkelte situation.